Biogas er ikke varm luft! Biogasbranchen har vækstpotentiale, og Implement-projektet har bevist det ved at bidrage til at generere investeringer og arbejdspladser for 20 millioner Euro i Øresund-Kattegat-Skagerrak regionen. En årsag til succesen er, at projektet overfor investorer og kommuner har påvist potentialet for biogas til eksempelvis transport og opsat en biogas-tankstation som demonstration.
Synligt og realiserbart potentiale
Etableringen af anlæg og infrastruktur støder på forhindringer ude i kommunerne, i form af folkelig modstand mod placering, mangel på indsigt i tekniske muligheder og miljømæssige udfordringer. Det behov har projektet mødt ved at samle ekspertise fra Kattegat-Skagerrak området og synliggøre muligheder for etablering af eksempelvis biogas tankstationer, udbygning af biogasanlæg samt biogas til transport – fra landmanden til biogasanlægget.
Et væsentligt resultat af projektet er synliggørelsen af potentialerne overfor kommuner og investorer. Det har skabt samarbejde og givet det sidste skub til realiseringen af investeringer. Du kan opleve resultaterne af Implement projektet ved at sejle til Samsø, hvor færgen nu sejler på biogas. Eller du kan køre med en af de 96 biogasbusser, der kører rundt i Østfold i Norge. Østfold kommune brugte viden fra Implement-projektet til at få biogas ind i udbuddet om den kollektive trafik.
Af yderligere resultater kan blandt andet nævnes,
- I Dalsland ved Biogas Brålanda arbejder fire gårde nu sammen om biogasproduktion til Trollhättan Energi.
- I Lemvig kommune har synliggørelsen af værdikæder i biomasse og biogasproduktion bidraget til anvendelse af biogas i fjernvarmeforsyningen i Lemvig kommune.
- I Rogaland Fylke er biogas fra grisegylle nu koblet til naturgasnettet.
- I Skive kommune er der investeret i 50 biogas-biler og -busser – med den effekt, at der nu produceres mere biogas i kommunen, og at der er etableret et biogasanlæg.
Kort sagt har projektet bidraget til at demonstrere konkrete løsninger og eksempler på at biogas-branchen er fremtiden. At øget anvendelse af biogas kan skabe vækst og investeringer.
Partnerne har også udviklet et web-værktøj, som kommunerne kan bruge til arealvurderinger for biogasanlæg. Det kan også bruges i forbindelse med driftsoptimering af eksisterende og planlægning af nye biogasanlæg. Webværktøjet kan frit afprøves ved at følge linket her og logge ind med ”Implement” som både brugernavn og password. Du kan se mere på Implements hjemmeside.
Samarbejde mellem eksperter, myndigheder og virksomheder skaber vækst
Implement-projektet har sat biogas på dagsordenen i kommuner i Kattegat-Skagerrak-området. Projektet har gjort det muligt at sætte de rette aktører sammen – videnscentre, kommuner, investorer og virksomheder. Afholdelsen af fire erhvervskontaktmesser har skabt kontakter og samarbejdsaftaler mellem investorer, videncentre og leverandører. Der er skabt et netværk hvor kommunerne får viden om de tekniske løsninger og hvor virksomhederne får viden om behov og udfordringer for kommunerne. Fundamentet for fortsat udvikling af biogasbranchen i Øresund-Kattegat-Skagerrak regionen er lagt.
Se film om Implement
Du kan også se filmen på
Svensk
og
Norsk
Se tv-inslag om Implement
