Webbplatsen arkiv.interreg-oks.eu innehåller information om Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak, programperioden 2014-2020.
Besök interreg-oks.eu Länk till annan webbplats. för information om programmet 2021-2027.

Kan skandinavisk samarbejde mindske pres på sygehuse?

Ved nøje udvælgelse af COVID-19 patienter i akutafdelingen og anvendelse af den nyeste teknologi kan det være muligt at behandle visse COVID-19-patienter i hjemmet. Det vil et nyligt godkendt projekt i Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak undersøge nærmere.

Samler eksperter fra tre lande

I projektet ”Indlæggelse af covid-19-patienter i hjemmet” samarbejder forskere og fagfolk i både Danmark, Sverige og Norge om at teste indlæggelse i hjemmet, så det foregår så sikkert og risikofrit som muligt.

- Sammen kan vi udvikle løsninger, som sikkert og trygt kan overvåge og behandle corona-patienter i eget hjem og herved fremover skabe øget kapacitet i hospitalsvæsenet, siger Jakob Lundager Forberg, overlæge på akutmodtagelsen i Helsingborg og leder for forskning og udvikling, Skåne Sygehus Nordväst, som deltager i projektet.

Corona har ingen grænser

Corona-pandemien spreder sig, så flere lande har været nødsaget til at lukke grænserne for at stoppe spredningen. Men en global pandemi skal løses i fællesskab, mener Thea Kølsen Fischer, Forskningschef ved Nordsjællands Hospital og Professor i virusinfektioner og epidemier på Københavns Universitet.

- Vores samarbejde på tværs af regioner og nabolande afspejler virkeligheden, hvor COVID-pandemien rammer alle uanset geografi og nationalitet, og selvom smittepresset kan variere lokalt afhængigt af de implementerede smitterestriktioner, er der under pandemien et universelt behov for at tænke nye innovative løsninger til håndtering af kapacitetspresset i sundhedsvæsenet, siger Thea Kølsen Fischer.

Kan bruge hinandens løsninger

Projektet vil i første fase teste konceptet "indlæggelse i hjemmet" under kontrollerede forhold på raske forsøgspersoner på tre af de fire deltagende sygehuse for at se, hvordan udstyr, omgivelser og kontakt med personalet fungerer. Hver partner i projektet bidrager med forskellige kompetencer og erfaringer i løbet af de 1,5 år, som projektet varer.

- Vi opnår utvivlsomt bedre og langtidsholdbare løsninger ved at samarbejde på tværs af geografi og landegrænser. Løsninger der virker i sundhedsvæsenet i Helsingborg vil med stor sandsynlighed kunne anvendes i Norge og Danmark og visa versa, siger Thea Kølsen Fischer.

Jakob Lundager Forberg og hans forskergruppe ved Lunds Universitet AIR-Lund bidrager blandt andet med deres erfaring i at vurdere akutte patienters tilstand på akutmodtagelsen og deres behov for indlæggelse og behandling (herunder anvendelse af artificiel intelligens).

- Det er fantastisk at kunne dele denne erfaring og indgå i et samarbejde med forskere og eksperter fra Danmark og Norge, slutter han.

FAKTA OM PROJEKTET
Projektet ”Indlæggelse af COVID-19 patienter i hjemmet” er et samarbejde mellem Medicinsk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Forskningsafdelingen på Nordsjællands Hospital, Akutafdelingen på Skåne Sygehus Nordväst i Sverige og Medicinsk Afdeling på Sørlandet Sygehus i Norge.

Projektet er blevet bevilget 964 896 EUR fra EU-programmet Interreg Øresund-Kattegat-Skagerrak og løber fra januar 2021 til oktober 2022.

Interreg Øresund-Kattegat-Skagerrak giver støtte til projekter mellem danskere, svenskere og nordmænd, som samarbejder om at løse fælles problemstillinger.